Få et superlækkert webmagasin

Daily press

 

Beslutter I jer for at købe et domæne til jeres website, er der masser af muligheder for at vælge lige præcis det udseende på jeres magasin, som I ønsker. F.eks. kan jeres magasin komme til at se sådan ud, hvis I ønsker det.

Det kræver blot, at I:

1) opretter et domænenavn (.dk-domæner koster 45 kr.).
2) har mulighed for at knytte domænenavnet til et webhotel (spørg i klassen – en har sikkert allerede et webhotel).
3) installerer wordpress på domænet (flere udbydere af webhoteller tilbyder deres kunder en såkaldt one-click-solution)
4) finder et godt template – det hedder selve den skabelon i wordpress, som definerer udseendet. Nogen er gratis – andre koster.

Ønsker I ikke at benytte et par hundrede kroner på at få et professionelt look, kan I helt gratis – og på få minutter – være i gang med at benytte WordPress. I kan læse mere i ‘Bliv journalist på syv timer’, ligesom I kan finde en lang række informative videoer om at arbejde med WordPress på websitet WP101. God fornøjelse!

Svendborg slår til igen

De er flittige på Fyn. Forleden modtog jeg en mail fra endnu en klasse fra Svendborg Gymnasium, der har været igennem et medieforløb med udgangspunkt i ‘Bliv Journalist På Syv Timer’. Det er der blevet et webmagasin ud af, hvor Tysklands besættelse af Danmark i 40′erne granskes nærmere gennem artikler og klummer.

Joakim Thorum Poulsen fra 1.Z på Svendborg Gymnasium kalder bogen for “et supergodt supplement til at lære om journalistik i skolen”, og skriver:

“Bogen giver et godt indblik i hvordan man arbejder som journalist, og man får en masse gode fakta om, hvordan man bygger et web-magasin op. Den måde bogen er opbygget på, gør, at man er nødt til at tilrettelægge sin tid, som var det en rigtig redaktion, man arbejdede på. Det er virkelig fedt, og alt i alt har det været et meget spændende forløb.”

Du kan se resultatet her.

Joakim Thorum Poulsen og Co. bliver formentlig ikke de sidste fynske elever, der får lov til at prøve kræfter med bogen og med selv at være journalister. Mandag d. 19. marts skal jeg holde kursus hos University College Lillebælt i Odense for en gruppe lærere om, hvordan man med fordel kan inddrage medier i undervisningen.

Ønsker du også at arbejde med medier i undervisningen, og savner ideer til, hvordan du bedst griber det an, så send mig endelig en mail. Jeg holder løbende kurser over hele landet.

»En stor succes«

himmelev3.jpg

Hvad vælger førstegangsvælgere? Det tema har 2.b på Himmelev Gymnasium arbejdet med de seneste uger i dansk og med hjælp fra Bliv Journalist På Syv Timer blev forløbet en stor succes.

Eleverne i 2.b på Himmelev Gymnasium i Roskilde er som gymnasieelever er flest. Lektier og stillesiddende arbejde er ikke det allersjoveste. Men arbejdet med Bliv Journalist På Syv Timer fik eleverne op af stolene, fortæller Louise Ravn, der er dansklærer i 2.b:

»I løbet af de uger, hvor vi arbejdede mere eller mindre slavisk med bogen, var aktivitetsniveauet et helt andet end normalt, og i den efterfølgende evaluering mente eleverne, at forløbet havde været både spændende og sjovt. De kunne særligt lide rollespils-strukturen, og de følte, at de virkelig havde knoklet med at få magasinet færdigt. Det var en stor succes.«

Resultatet er blevet særdeles se- og læseværdigt. Artikler, analyser, flotte billeder og en enkelt afstemning og en YouTube-video pryder webmagasinet Krydset, der rummer emner lige fra udlændingepolitik, valgplakater, SU-reform, slikafgifter og cafépenge til en prissammenligning på, hvor meget billigere det bliver at benytte offentlig transport, efter rød blok endte med at have flertal i folketinget.

Besøg Krydset i dag og bliv meget klogere på, om du tilhører den røde eller blå side af folketingssalen.

Her på redaktionen ønsker vi stort tillykke med 2.b’s flotte site – og vi siger mange tak for de meget pæne ord og det tilsendte billede, som vi selvfølgelig stolt putter på forsiden.

Hvad er dine erfaringer med at arbejde med Bliv Journalist På Syv Timer? Skriv endelig til bogens forfatter og fortæl om resultatet.

»Man glæder sig til næste dansktime.«

julie1.jpg

Ingen pisk – men masser af gulerødder. 2.d fra Svendborg Gymnasium var glade for både proces og resultat efter at have arbejdet med Bliv Journalist På Syv Timer.

“Fået skriveglæde tilbage”. “Lært at få nytte af feedback fra andre.” “Dejligt med en ny måde at gribe arbejdsformen an…får som elever mere ansvar og skal arbejde sammen i stedet for, at der er en lærer, der skal piske os i gang.”

Roserne var mange i 2.d på Svendborg Gymnasiums evaluering af arbejdet med “Bliv Journalist På Syv Timer”. Efter at have arbejdet med bogen kunne eleverne sætte tjek-tegn ud fra en lang række ting, de havde lært – såsom de journalistiske begreber, at skrive på en fængende måde, kildesøgning, processen bag at skrive en artikel og ikke mindst hvordan det er at arbejde i en redaktion med deadlines og pres.

»Det gik rigtig godt. Det var et meget spændende forløb, og da jeg var interesseret i medier fra starten, var det et perfekt forløb for mig,« fortæller Julie Mørkeberg Andersen fra 2.d.

I forløbet med bogen arbejdede Julie som journalist:

»Jeg fik lavet en guide til de bedste “bogsider”. Udover at artiklen blev langt ind på klassens WordPress-side, udkom den også i gymnasiets skoleblad “BAENK” samt i Fyns Amts Avis.«

I den samlede evaluering fra 2.d var der dog også et par torne. Klassen var blevet presset på tiden undervejs, og havde derfor udvidet redaktionsarbejdet til at vare ni moduler – modsat Sct. Knuds Gymnasium, der pressede forløbet sammen til blot to dage. Samtidig var det efterfølgende også meget tydeligt, at det var vigtigt hele tiden at tage rollefordelingen i bogen meget alvorligt undervejs, hvis processen ikke skal blive for stressende for eksempelvis de jourhavende, der skal rette journalisternes artikler.

Alligevel er konklusionen fra klassen – og Julie – klar:

»Jeg vil helt sikkert anbefale bogen. Den er rigtig interessant at arbejde med, og man glæder sig til næste dansktime fordi man ved, hvad man skal arbejde med.«

Se det flotte resultat: Hold Det Kørende fra Svendborg Gymnasium.

Skabte klimablog på kun to dage

klimaknud.jpg

På bare to dage fik 20 gymnasieelever skabt bloggen Klimaknud. »Vi var ret overraskede over, hvor langt vi nåede,« fortæller bloggens chefredaktør Malthe Merrild. Dansklærer Anette Find Christensen er sikker på, det ikke er sidste gang, de har arbejdet med “Bliv Journalist På Syv Timer” på Sct. Knuds Gymnasium i Odense.

Afsløring af papirfrås, på jagt efter varmeudslip med varmekamera og interview med den lokale avisredaktør om, hvorfor klimaproblemerne igen bliver nedprioriteret i medierne.

Det er meget svært at se på Sct. Knuds Gymnasiums nye klimablog, Klimaknud, at det kun har taget to dage at oprette en redaktion, udvikle historieideer, researche, interviewe folk og skrive artikler efter at have arbejdet med “Bliv Journalist På Syv Timer”.

»Vi var ret overraskede over, hvor langt vi nåede. Det var meget nemmere at få oprettet en blog, end vi havde forventet, og ved at få uddelegeret opgaverne gik det hele meget hurtigt. Når man er en klasse om at lave et webmagasin, kan man godt få produceret en del,« fortæller Malthe Merrild fra 3.G efter forløbet.

Malthe Merrild blev udpeget som chefredaktør og fik dermed ansvaret for cirka 20 medstuderende, der i de to dage, projektet varede, arbejdede som journalister, jourhavende, redaktører, webmaster og communityansvarlig.

»Det bedste var at prøve at sidde på en “rigtig” redaktion og have ansvaret for at skulle uddelegere opgaverne, så alle har noget at tage sig til. Normalt skal man jo selv stå for det hele i en skoleopgave.«

Arbejdet med bogen skaber en særlig energi
“Bliv Journalist På Syv Timer” guider de studerende igennem et særligt rollespil, hvor de undervejs lærer de forskellige processer i at være journalist. Den arbejdsproces skaber en anden tilgang til stoffet hos eleverne (læs mere om bogens opbygning her).

»Når redaktionerne føler ansvar for produktet, giver det en særlig energi. De får et stort ejerskab for produktet, som gør, at de godt gider arbejde lidt ekstra,« siger dansklærer Anette Find Christensen, der ser en lang række fordele i at arbejde med bogen:

»Eleverne fik et indgående kendskab til en nyhedsredaktions opbygning, og det gav dem en følelse af selvstændighed. Bogen giver en grundig indføring i journalistik – og så er det dejligt at have al information samlet på et sted.«

Historie måtte droppes
Det komprimerede forløb gav dog en række udfordringer, fandt Sofie Buch, der arbejdede som redaktør og journalist, ud af.

Hun ville skrive en historie om Odense ZOO’s energiforbrug efter at have researchet sig til, at mens Givskud ZOO har forsøgt at begrænse deres energiforbrug ved hjælp af blandt andet solenergi, havde Odense ZOO ikke umiddelbart sat nogen lignende tiltag i gang.

»Det var et interessant paradoks, at dyreparker delvist er til for at bevare truede dyr, men samtidig er deres energiforbrug så højt, at det medvirker til klimaændringer, og på den måde bliver nogle af de truede dyr yderligere truet. Men da jeg så ringede til ZOO, fortalte de mig, at ham jeg skulle snakke med var på ferie – og der var åbenbart ingen andre der vidste noget om det. Så det var lidt ærgerligt at gå glip af en god historie,« siger Sofie Buch.

Alligevel var Sofie Buch glad for resultatet af to-dages-projektet og fik blandt andet i stedet produceret en artikel om skolens papirfrås.

»Det bedste ved at arbejde med bogen må være hele processen. At se hvordan en historie bliver skabt – lige fra ideerne kommer på bordet, til de skal realiseres, skrives og sættes op. Det fungerede rigtig godt med fordeling af ansvarsområderne, og det var fedt at se, hvordan det hele spillede sammen som en velsmurt maskine,« siger Sofie Buch.

Flere aha-oplevelser undervejs
For flere af de nyudklækkede journalister var det mest nervepirrende – ja, til tider ligefrem grænseoverskridende – at ringe ud til kilder for at få deres historie hjem. Men den del af processen bød på en overraskelse for Sofie Buch:

»Min største aha-oplevelse ligger nok i at skulle ringe til fremmede mennesker. Det overraskede mig, hvor villige mennesker var til at give interview og komme med oplysninger, når jeg bare er elev og ikke journalist. Der var ingen, som smækkede på, eller ikke gad snakke – så det var rigtig fedt.«

Dansklærer Anette Find Christensen er sikker på, at det ikke er sidste gang, de har arbejdet med bogen.

»Den faste struktur gør det overskueligt at gå i gang med, og elevernes udbytte er stort. Endvidere kan man eventuelt bygge videre på bloggen i forbindelse med andre forløb. F.eks. kan man vælge at lægge bograpporter, anmeldelser osv. ind, så bloggen blev et samlende sted for forskellige ting, man har arbejdet med i klassen.«

Overvejer at læse videre til journalist
Både Malthe Merrild og Sofie Buch overvejer at læse videre til journalist.

»Det udfordrer hele tiden ens kreativitet at skulle finde en god historie, som ingen har tænkt på at skrive endnu. Og samtidig er det utroligt, at de ord man skriver, kan komme ud til så mange mennesker,« siger Sofie Buch.

Malthe Merrild læste bogens syv interviews med mediepersoner med særlig stor interesse:

»Jeg brugte interviewpersonerne til at spejle mig selv i for at se, hvad det er, man kan bruge journalistikken til senere i livet. At der er nogen derude, der virkelig lever af det.«

Har du også arbejdet med “Bliv Journalist På Syv Timer”? Så skriv til bogens forfatter og fortæl om processen.

Har du arbejdet med bogen?

Har du arbejdet med “Bliv Journalist På Syv Timer”, så vil vi rigtigt gerne høre dine erfaringer med bogen. Eftersom bogen først udkom julen 2010, er det formentlig tvivlsomt, om du har nået at gennemføre forløbet i bogen endnu, men hvis du har kommentarer, ris eller ros, så send det endelig til os.

Samtidig leder vi efter studerende, der gerne vil fortælle til dette site om, hvordan det har været at prøve at lave et webmagasin – og som gerne vil komme med gode råd til andre, der skal i gang med bogen.

Bare send os en mail og fortæl, at du har arbejdet med bogen – så kontakter vi dig. Det er ligegyldigt, om du er lærer eller studerende – så længe du har benyttet bogen, hører vi meget gerne fra dig.

Bestil bogen nu

Du kan nu bestille “Bliv Journalist På Syv Timer – en guide til jeres webmagasin” via Dansklærerforeningens Forlag. Bogen koster 120,00 kr. ekskl. moms pr. eksemplar. For et klassesæt med 25 eksemplarer giver det en pris på 3.000,00 kr. ekskl. moms.

Klik her for at bestille bogen online.

Hvis du først ønsker at høre mere om bogen, er du altid velkommen til at kontakte forlaget – eller ved at sende en mail direkte til bogens forfatter.

Leonora Christina Skov: »Vær generøs«


Leonora Christina Skov har gjort sin største hobby til sit levebrød. Flere gange om måneden anmelder hun bøger for Weekendavisen. Men hvordan bliver man en god boganmelder? Og hvordan modtager forfatterne hendes kritik?

Læs her det ene af bogens syv interview med danske mediepersonligheder, der hjælper eleverne med at blive journalist på syv timer.

- Fortsæt med at læse…

Sådan får I organisationen på plads

Smuglæs første del af første kapitel af “Bliv Journalist På Syv Timer” hvor du først lærer om forskellige redaktionelle miljøer – og dernæst får mulighed for selv at sammensætte en webredaktion i klassen.

- Fortsæt med at læse…